Som lovet er her den første opskrift på min lille serie af solbærkager. Lone fra Randers Amtsavis skrev til mig og spurgte, om jeg ville have mine kager i avisen – jeg var ikke et sekund i tvivl – selvfølgelig ville jeg det! Det betød, at jeg hurtigt skulle finde på noget kage, der ikke kun smagte godt, men også så sig rigtig godt ud.
Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle lave to slags kager til besøget af Amtsavisen, nemlig en solbærcheesecake og en solbærlagkage (opskrifter kommer senere), men jeg kunne ikke dy mig og fandt på disse små og ikke mindst lækre solbærtærter. Jeg havde en klump mørdej på frost, som jeg alligevel skulle ha´ brugt, så jeg tænkte, hvorfor ikke? Tærterne består af tre elementer; en mørdejsbund, solbærsyltetøj og solbærskum. Se med her og lær hurtigt, hvordan du gør!
Små tærter med solbærskum
Mørdej
- 175 g. hvedemel
- 50 g. flormelis
- 80 g. koldt smør
- 1 æg
Bland mel, flormelis og koldt smør sammen til en smuldret konsistens – til det ligner revet parmasanost. Tilsæt herefter ægget og saml dejen til en ensartet masse. Stop med at ælte, så snart dejen er samlet. Jo mere du ælter dejen, desto sværere bliver den at arbejde med. Kom dejen på køl en halvtimes tid, eller i fryseren i 10 minutter.
Rul dejen ud (ca. 2 mm.). Brug et glas el. lignende til at stikke små runde stykker dej ud, så de passer til små tærteforme (Ø5 cm). Jeg fik ca. 20 små tærter ud af denne portion. Kom dejen ned i formene, og prik huller i bunden af hver tærte med en gaffel. Kom herefter bagepapir ovenpå hver af de små mørdejskager, og hæld kikærter (eller hvad du nu har) ovenpå bagepapiret (kaldes at blindbage). Bag bundene i 8-10 minutter ved 180 grader i en varmluftsovn, tag bundene ud og fjern kikærterne og bagepapiret. Bag tærten yderligere 5 minutter ved samme temperatur, så de bliver gyldne og sprøde.
Solbærsyltetøj
- 300 g. solbær
- 200 g. sukker
- ½ tsk. marmelit
Kog sukker og solbær i ca. 5 minutter til bærrene er møre. Jævn lagen med marmelit, der er blandet med en tsk. sukker, og lad det koge videre i ca. 1 minut. Lad herefter syltetøjet køle af. Kom en lille skefuld syltetøj ned i hver tærteform. Gem 2 spsk. til solbærskummen – resten kan gemmes og bruges til en anden anledning.
Solbærskum
- 135 g. sukker
- 50 g. glukosesirup
- 30 g. vand
- 2 æggehvider
- 2 spsk. solbærsyltetøj
- knivspids salt
Kom vand, sukker og glukosesirup op i en gryde (gem en lille spsk. sukker til at piske æggehviderne stive), og kog det til ca. 115 grader. Pisk æggehviderne, saltet og sukkeret stive, og tilføj derefter den varme sukkerlage i en tynd stråle. Bliv ved med at piske massen til skålen begynder at mærkes nogenlunde kold. Tilsæt nu solbærsyltetøjet, og vend det forsigtigt sammen. Kom skummet op i en sprøjtepose og dekorer dine små, lækre tærter. Pynt med et par solbær på hver kage, og nu er kagerne klar til at blive spist.