Når hele vejen er fyldt med brombær hjemme i Randers ved mine forældre, så handler det om at udnytte det. Derfor har jeg fyldt min fryser op med de lækreste brombær, så jeg altid har nogle, hvis jeg får lyst til at lave en lækker kage eller et glas syltetøj. Jeg har lavet en opskrift på en uimodståelig roulade med valnødder, friske brombær og flødeskum. Kagen er faldet i rigtig god jord hos de fleste, som jeg har serveret den for, fordi den bare smager sindsygt godt. Der er både det søde fra nøddebunden, det friske og syrlige fra brombærrene og til sidst det fede og cremede fra flødeskummet – en perfekt kombination. Der er ca. til 8-10 personer i den her portion. Sæt i gang!
Valnøddebund
- 180 g. sukker
- 2 æg (L)
- 80 g. mel
- 1 tsk. bagepulver
- 2 tsk. vaniljesukker eller vanilje fra 1 stang
- 80 g. valnødder
Pisk æg sammen med vaniljesukker og sukker til en hvid og luftig masse. Sigt mel og bagepulver ned i æggesnapsen, og vend det forsigtigt sammen. Hak valnødderne groft, og vend dem ligeledes forsigtigt ned i dejen. Fordel dejen jævnt ud på en bradepande med et stykke bagepapir på (hvis ikke dejen kan nå helt ud, så bare i en nogenlunde lige rektangel). Valnøddebunden bages til den er let gylden i ca 8-10 minutter ved 180 grader i en varmluftsovn.
Tag rouladebunden ud, og vend den forsigtig over på et andet stykke bagepapir, der er drysset med lidt sukker. Kom et fugtigt viskestykke henover, og lad den køle af. Gør fyldet klar i mens.
Fyld
- 250 g. friske brombær
- 3 spsk. sukker
- 5 dl piskefløde
Mas brombærrene groft sammen med sukkeret, og fordel det henover valnøddebunden. Rouladen skal rulles på den lange led, så husk ikke at smøre fyldet helt ud til kanten – ellers vil det flyde ud, når den rulles. Pisk fløden til en fast skum (uden at den gryner), og fordel den over brombærrene. Rul nu rouladen forsigtigt sammen. Stil den på køl 1 times tid eller kort på frost. Skær kanterne til, så den står snorlige og server! Simpelt og lækkert.