Der er et eller andet sindsygt lækkert over kombinationen af lime, mynte og agurk. Jeg fik en gang, da jeg var på rundrejse i USA, en drink, der var spækket med lime, mynte og agurk. Jeg besluttede mig hurtigt for, at det skulle afprøves i en kage. Derfor har jeg udviklet de her limebomber med agurk og mynte. Kagerne består af en lys kagebund med limeskal, en limemousse og et indlæg med frisk agurk og mynte, der er råmarineret i lidt rørsukker og lime. Dernæst har jeg betrukket dem med en glaze, der er lavet på hvid chokolade. Det giver en rigtig god balance med det syrlige fra lime, det friske og sprøde fra agurkeindlægget og så det søde fra kagebunden og glazen – jeg er helt tosset med dem her. Der skulle gerne blive i hvertfald 8 stk. små kager af denne portion – det kræver, at man har 1 silikoneform med halvkugler str. 6×3,5 cm. Har man mere mousse og kage tilovers, kan man sagtens servere dem i et glas.
Kagebund med limeskal
- 65 g. smør
- 1/4 dl mælk
- 65 g. sukker
- 1 æg
- 1 tsk. vaniljesukker el. korn fra 1/2 vaniljestang
- 65 g. mel
- 1/4 tsk. salt
- 1/2 tsk. bagepulver
- Revet skal fra 1/2 lime
Smelt smørret i en gryde med mælken, og køl det af. Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til en lys og luftig masse. Bland mel, bagepulver og salt sammen. Sigt melblandingen i æggesnapsen, og vend det forsigtigt sammen. Tilføj revet limeskal. Kom herefter smør/mælkeblanding i, og vend igen forsigtigt. Fordel dejen jævnt ud på en bradepande, så den cirka er 1 centimeters tyk. Bag kagebunden i ca. 10-15 minutter ved 200 grader i en varmluftsovn (mærk med en kødnål eller gaffel om den er færdig, kan være den skal have længere eller kortere tid – alle ovne er forskellige). Køl kagebunden af og udstik 8 stk små runde kager, så de passer i silikoneformen (brug et glas, hvis du ikke har en udstikker, der passer). Har du mange tilovers, kan du fryse dem ned og bruge dem en anden gang fx som bund i en flødebolle.
Agurkeindlæg
- 1/2 agurk
- Saft fra 1/2 lime
- 2 spsk. rørsukker
- En lille håndfuld mynteblade
Skræld agurken, fjern den midterste og vandede del og skær den i små stykker. Hak myntebladene groft. Kom agurkestykkerne, myntebladene, rørsukkeret og limesaften op i en skål, og lad det stå i en halv time. Herefter er agurkeindlægget klar til at komme ind i moussebomberne.
Limemousse
- 3 blade husblas
- 2,5 limesskal+saft
- 50 g. sukker
- 1 dl. skyr
- 0,5 dl cremefraice
- 1,5 dl piskefløde
Læg husblas i blød i koldt vand. Pres limesaften, og varm den op i en gryde med lidt af sukkeret. Bland cremefraiche, skyr, limeskal og sukker sammen. Pisk fløden til en let flødeskum. Vrid din husblas for vand, og kom den i den lune limesaft – lad den køle lidt af før næste trin.
Vend først lidt af cremefraiche-skyrblandingen sammen med limesaften, herefter lidt mere, og til sidst vendes resten i. Vend nu den letpiskede fløde i – dette gøres af ca. tre omgange.
Kom limemoussen op i en sprøjtepose, og fordel den i silikonehalvkugleform. Halvkuglerne skal fyldes 3/4 op. Kom en god skefuld af agurkeindlægget ned i moussen af hver halvkugle, og derefter en bund på som afslutning. Nu skal de på frost i et par timer, og først herefter kan du lave glazen, hvis du tør!
Glaze
- 3 blade husblas
- 75 g. sukker
- 50 g. vand
- 75 g. glukosesirup
- 50 g. kondenseret mælk
- 75 g. hvid chokolade
- 1 knivspids grøn pastafarve
Læg husblas i blød i koldt vand. Hak hvid chokolade, og kom det op i en beholder, der kan tåle en stavblender. Kom sukker, vand, glukosesirup op i en gryde, og varm det op. Når sukkeret er smeltet, vrides husblassen for vand og tilsættes sammen med kondenseret mælk. Rør det sammen. Hæld den varme masse over den hvide chokolade. Tilsæt en knivspids grøn farve (kan altid justeres med mere). Kom forsigtigt stavblenderen ned i massen og blend, så det hele blandes sammen og bliver glat. Husk ikke at blende, i mens at stavblenderen kører op og ned – ellers vil der komme luftbobler.
Nu skal du lade glazen køle ned til ca. 35 grader. Tag halvkuglerne ud af fryseren, og placer dem på en rist med et stykker bagepapir under (eller et fad under, så glazen er nemmere at rydde op). Hæld så forsigtig glazen over hver enkel moussebombe, og brug en palet til at få dem over på et anretningsfad eller tallerken. Nu skal de bare pyntes.
Pynt
- 100 g. hvid chokolade
- Guldstøv
Smelt chokoladen over et vandbad eller i mikroovnen. Kom små klatter af den smeltede chokolade på et stykke bagepapir, og kør så en teske igennem, så du får det fineste chokoladepynt som på billedet. Lad dem køle af, og placer én i hver kage.
Man kan pynte dem, som jeg har gjort med hvid chokolade og guldstøv – men de står også rigtig flot i sig selv, hvis man hellere kan lide det mere enkle udtryk.