Brownie med jordbærcreme

En brownie er næsten altid en sikker vinder, når der skal serveres kage til kaffen. Jeg har i lang tid arbejdet på at finde en god og sikker opskrift på den perfekte brownie, og nu har jeg endelig fundet frem til en vandvittig god en af slagsen. Hvis du spørger mig, så er det her måske verdens bedste og verdens nemmeste brownie. Den har både det konfektagtige indre og det seje, sprøde ydre. Jeg har valgt at udstikke dem til små og runde kager med en lækker jordbær/marscarponecreme på toppen. Jeg kan dog sagtens anbefale brownien alene, som den er – den er nemlig sindsygt god!

Brownie

  • 4 æg
  • 6 dl sukker
  • 2 tsk vaniljesukker eller korn fra 1 vaniljestang
  • 200 g. smør
  • 3 dl. mel
  • 8 spsk. kakaopulver
  • 2 knivspids salt
  • 200 g. mørk chokolade

Smelt smørret. Hak chokoladen groft, og vend det sammen med en lille skefuld af melet (det forhindre chokoladestykkerne i at falde til bunds). Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til en lys og luftig masse. Sigt og vend mel, kakaopulver og salt ned i æggesnapsen. Vend så den nu afkølede smør ned i dejen og til sidst den grofthakkede chokolade. Kom dejen i et ovnfast fad, der er smurt med smør eller beklædt med bagepapir, og bag kagen i cirka 30 minutter ved 175 grader i en varmluftsovn. Lad brownien køle helt af – lad den gerne stå til dagen efter, så bliver den faktisk bedst. Udstik nu små kager ud med en rund kageudstikker.

Jordbærcreme

  • 3 blade husblas
  • 200 g. jordbær
  • 1 citron
  • 2 spsk. rørsukker
  • 50 g. flormelis
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 dl. fløde
  • 250 g. marscarponecreme

Start med at læg husblas i blød i koldt vand. Kog jordbær, rørsukker, citronsaft- og skal i ca. 10 minutter ved middelvarme. Sigt jordbærmassen, så kun saften er tilbage, og tilsæt nu den afdryppede husblas. Lad massen køle af i ca. et kvarter i køleskabet.

Når massen er kølet af, skal du røre marscarponen sammen med flormelis og vaniljesukker – gør marscarponen lidt blød, så den er medgørlig, når det hele skal vendes sammen. Pisk i en anden skål fløden til flødeskum (den skal være fast – uden at blive grynet). Så vender du jordbærmassen i marscarponen af et par omgange, og dernæst jordbær/marscaponecremen sammen med fløden af ca. 3 omgange. Kom cremen op i en sprøjtepose med en valgfri tyl. Sprøjt så små rosetter af den lækre jordbærcreme ud på de små browniekager og servér. Husk, hvis jordbærmascarponecremen er lidt for flydende, så kom den blot på køl, så den kan sætte sig lidt, før du sprøjter den ud.

thumbnail_IMG_7414.jpg

IMG_7387 kopi.jpg