Æblesæsonen er over os, og det betyder selvfølgelig masser af dejlig æblekage. Det er altid efterårets højdepunkt, når mor serverer hjemmelavet, gammeldaws æblekage. Jeg elsker simpelthen æblekage, og derfor har jeg leget lidt med klassikeren. Jeg har kreeret en fantastisk æblelagkage med karamel og hasselnødder. Lagkagen består af æblebunde med hasselnødder, en frisk æblekompot med vanilje og til sidst en silkeblød karamelmousse. Jeg har pyntet æblelagkagen med små marengskys og tørrede æblechips – den her lagkage er du nødt til at prøve. Lagkagen rækker til ca. 16 personer.
Æblelagkagebunde med hasselnødder
- 5 æg
- 250 g. sukker
- 2 tsk. vaniljesukker eller vaniljekorn fra 1 vaniljestang
- 150 g. smør
- 200 g. mel
- 1,5 tsk. bagepulver
- 100 g. hasselnødder
- 2 stk. revet æble
Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Hak dine hasselnødder groft. Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til et luftig masse. Sigt mel og bagepulver i æggesnapsen, og vend det forsigtigt sammen – vend hasselnødderne i lige efter. Kom nu smørret i af et par omgange, og til sidst vendes de revne æbler forsigtigt i. Kom dejen i en springform (Ø21 cm) med bagepapir i bunden. Bag kagen i ca. 40 minutter ved 180 grader i en varmluftsovn – tjek evt. om den er færdig med en skarp kniv – den skal være helt gennembagt. Lad kagen køle af, og del den på midten med en savtakket kniv.
Æblekompot
- 1 kg. æbler
- 2 tsk. vaniljesukker eller vaniljekorn fra 1 vaniljestang
- 3 blade husblas
- 150 g. sukker
- 1 citron
Start med at læg husblas i blød i koldt vand. Skræl og skær alle æblerne i små og mundrette stykker. Kom æbleternene op i en gryde sammen med citronsaft + skal, sukker og vaniljesukker. Kog æblerne ved middelvarme i ca. 10 minutter til de er møre. Mos dem forsigtigt med en gaffel – ikke for meget, de må gerne have lidt struktur – vrid husblassen for vand, og kom det ned til æblekompotten. Lad æblekompotten køle af.
Karamelmousse
- 3 blade husblas
- 1 dåse kogt kondenseret mælk (se hvordan her; Pavlova med saltkaramel)
- 3 dl. piskefløde
- 1 dl. cremefraiche
Læg først husblas i blød i koldt vand. Varm lidt over halvdelen af karamellen i en gryde (resten gemmes til pynt). Vrid husblassen for vand, og kom den ned i den varme karamel. Pisk fløden til en let skum, så den stadig er ret flydende. Bland først cremefraichen sammen med den lune karamel af et par omgange. Derefter vendes den letpiskede flødeskum sammen med cremefraiche/karamelblandingen af tre omgange. Nu skal kagen samles.
Samling
Rengør din springform, og kom et stykke kageplast langs kanten. Placer først en lagkagebund nederst, og fordel så æblekompotten jævnt udover bunden. Hæld dernæst den meget tyndtflydende karamel-mousse over æblekompotten – sæt kagen på køl i ca. 20 minutter. Når moussen har sat sig en smule, kan du komme den sidste lagkagebund på. Nu skal kagen stå på køl i mindst 4 timer – den må rigtig gerne stå på køl natten over. Når kagen har stået på køl, skal du blot befrie den fra kageplasten, og så er den klar til at blive pyntet.
Æblechips
- 2 æbler
Skær æblerne i tynde skiver, og fordel dem ud på en bradepande med et stykke bagepapir. Bag dem i et par timer ved 110 grader i en varmluftsovn til de er sprøde som chips.
Du kan se, hvordan man laver marengskys her; Kyskager med lakrids. Hvis du ikke har tid til at lave kyskager, kan du pynte kagen med flødeskumstoppe.
Fordel resten af karamellen på toppen af kagen. Brug din fantasi, og pynt kagen med æblechips, marengskys, lidt hasselnødder og gulvstøv. Nu er denne fantastiske lagkage klar til servering, værsgo.
Mums
LikeLiked by 1 person