Marengslagkage med jordbær, citron og chokolade. En vidunderlig kage, der i den grad vækker sommerminderne frem i en kold vintertid. Kagen består af lækre, sprøde marengsbunde, der er smurt med en mørk chokolade, imellem en latterligt god jordbærflødeskum med citron, toppet med chokolade og små marengskys. Det er en super nem kage at gå til, og du får opskriften lige her – så sæt i gang! Jeg har lavet en udførlig guide på youtube her.
Marengsbunde
- 6 æggehvider
- Knivspids salt
- 300 g. sukker
- 100 g. mørk chokolade (skal pensles på bundene til sidst)
Afmærk tre aflange rektangler på et stykke bagepapir med en blyant. På den måde sikrer du, at dine marengsbunde bliver lige store, når de sprøjtes ud. Bundene skal være ca. 23 * 6 cm. Vend bagepapiret om, og kom det på en bageplade. Tænd ovnen på 110 grader varmluft.
Inden du begynder på dine marengsbunde, bør du læse mine bedste råd til en vellykket marengs her.
Æggerhvider og salt piskes først sammen. Når det begynder at skumme let, tilsætter du sukkeret lidt efter lidt. Pisk til massen er helt sej og blank. Kom marengsmassen op i en sprøjtepose med en stjernetyl, og sprøjt så 3 aflange marengsbunde ud på de afmærkede områder. Bag bundene i 1 time og et kvarter. Sluk for ovnen og lad dem køle af derinde.
Smelt bagefter chokoladen i en mikroovn eller over et vandbad. Smør chokolade på marengsbundene ved at bruge en pensel. Lad chokoladen tørre og lav nu jordbær/citronskummen.
Jordbærskum
- 200 g. jordbær (frosne eller friske)
- 1 citron
- 3 spsk. sukker
- 5 dl piskefløde
Kom jordbær, citronsaft + skal og sukker op i en gryde, og kog det i ca. 15 minutter til bærrene er helt møre. Blend nu det hele til en ensartet jordbærsylt og lad den blive helt kold. Pisk fløden til en fast skum og vend forsigtigt den helt kolde jordbærsylt i. Kom jordbærskummen op i en sprøjtepose med en stjernetyl. Nu skal du bare samle og pynte kagen.
Pynt
- 100 g. mørk chokolade
Temperer chokoladen til ca. 32 grader. Kom den op i en sprøjtepose eller i et kræmmerhus. Find et stykke kageplast og sprøjt lange tynde chokoladestriber herpå. Fold herefter kageplasten, så chokoladesnirklerne bliver runde. Når chokoladen er størknet, tages kageplasten forsigtigt af – nu er pynten klar.
Find et fad, hvorpå kagen skal serveres. Læg en marengsbund nederst og sprøjt jordbærskummet jævnt udover bunden – gentag processen to gange. Nu har du en høj og flot marengslagkage. Hak og smelt chokoladen over et vandbad eller i en mikroovn, og kom den herefter op i en sprøjtepose. Pynt lagkagen med chokoladen og granatæble. Nu kan du servere kagen – jeg lover dig, den smager faktisk endnu bedre, end den ser ud!