Browniebombe

Verdens bedste, konfektagtige brownie med en herlig vanilje/flødecreme og friske hindbær. En dejlig og ukompliceret kage med det søde og intense fra brownien, det fede og cremede fra vaniljecremen og det friske og syrlige fra hindbærrene. Der bliver i hvert fald 10 stk. ud af denne opskrift.

Brownie

  • 4 æg
  • 6 dl sukker
  • 2 tsk vaniljesukker eller korn fra 1 vaniljestang
  • 200 g. smør
  • 3 dl. mel
  • 8 spsk. kakaopulver
  • 2 knivspids salt
  • 200 g. mørk chokolade (en lysere chokolades kan sagtens anvendes)
  • 100 g. Valnødder (kan udelades)

Smelt smørret. Hak chokoladen og valnødderne groft, og vend det sammen med en lille skefuld af melet (det forhindre chokoladestykkerne i at falde til bunds). Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til en lys og luftig masse. Sigt og vend mel, kakaopulver og salt ned i æggesnapsen. Vend så den nu afkølede smør ned i dejen og til sidst den grofthakkede chokolade og valnødderne. Kom dejen i et ovnfast fad (mit fad var str. 29*36 cm), der er smurt med smør eller beklædt med bagepapir, og bag kagen i cirka 30 minutter ved 175 grader i en varmluftsovn. Lad brownien køle helt af – lad den gerne stå til dagen efter, så bliver den faktisk bedst. Udstik nu små kager ud med en rund kageudstikker (str. 7Ø), der skulle gerne bliver i hvert fald 10 stk.

  • 3 æggeblommer
  • 3 dl mælk
  • 25 g. maizena
  • 40 g. sukker
  • 3 tsk. vaniljesukker eller vaniljekorn fra 1/2 vaniljestang
  • 2 stk. husblas
  • 2,5 dl. piskefløde (skal piskes op og vendes i cremen, når den er kølet ned)

Desuden

  • 50-60 friske hindbær (omkring 6 stk. pr kage – afhænger af størrelsen)
  • Evt. lidt hindbær støv

Udblød husblas i iskold vand. Kom 2 dl mælk op i en gryde, og lad det varme op til lige under kogepunktet. Bland 1 dl mælk, æggeblommer, maizena, sukker og vaniljesukker sammen, og kom det ned til den varme mælk i en tynd stråle. Sørg for, at du hele tiden pisker i cremen, så den ikke brænder på. Nu vil cremen begynde at tykne. Tag den af varmen, vrid husblassen for vand og rør den ned i den varme creme. Sæt vaniljecremen på køl 1,5 time eller i fryseren i max en 1/2 time.

Når cremen af kold, pisker du fløden til flødeskum og vender det sammen med cremen af et par omgange. Kom vaniljecremen op i en sprøjtepose evt. med en rund tyl. Sprøjt vaniljecremen ud på midten af hver kage, og placér herefter hindbær langs kanten, som det kan ses på billedet (er der creme tilovers, og det ikke bliver spist, kan det fryses ned i moussebomber eller gemmes i et glas til dagen efter). Pynt evt. kagen ved at drysse med lidt hindbærstøv til sidst.

Nu er de små fine kager klar til at blive spist! Jeg er sikker på, at de falder i god jord hos de fleste :-).

SONY DSC

DSC09428.JPG