Sukkerchok 2018

SUKKERCHOK. Nu er sukkerchok for alvor skudt i gang! Hold da op, hvor har jeg gået og ventet længe i spænding. Har du ikke set programmet endnu, kan det ses på tv2play, og ellers hver onsdag på tv2fri fra kl 20:40. Men hvorfor har jeg valgt at være med i sådan et program, og hvordan blev jeg én af de heldige deltagere i Sukkerchok 2018?

Det hele startede i sommerferien. Jeg modtog pludseligt en besked fra en af mine venner om, at tv2 søgte deltagere til et program, der omhandlede det søde køkken. Jeg var inde og læse om programmet og synes det lød mega sjovt og udfordrende, men jeg var faktisk meget i tvivl, om jeg skulle indsende en ansøgning til casting eller ej. For det første var jeg i tvivl, fordi jeg troede, at det hele ville blive for grænseoverskridende. Jeg var også i tvivl, fordi det, som jeg allermest har fokuseret på at lave, har været kage. Der er sindsygt mange ting i det søde køkken, som jeg aldrig har prøvet at lave før, hvorfor jeg var usikker på, om det egentlig var noget for mig. På den anden side, så trængte jeg måske til at lære noget nyt. Jeg manglede inspiration og følte lidt, at jeg kørte i ring inden for det søde køkken. Derfor var det på tide at kaste mig ud i noget helt anderledes og grænseoverskridende, så jeg kunne finde gnisten frem igen. Det skal også siges, at jeg er et kæmpe konkurrence menneske, så det gjorde ikke min interesse for deltagelse i programmet mindre! Mine venner og min familie bakkede mig op, og var ikke i tvivl om, at jeg skulle gøre det.

_DSC9299

Jeg sendte ansøgningen afsted og var så heldig at gå videre til castingen. Til castingen kom der en caster hjem til mig med et kamera. Her blev jeg interviewet og skulle bagefter lave noget i det søde køkken. Jeg valgte at lave Turkish delight med passionsfrugt og pistacienødder, som er det her stykke karamelagtige stykke konfekt. Hertil havde jeg planlagt at lave chokolade fjer (for første gang, fordi jeg ikke kunne nå at øve det), hvilket ikke gik specielt godt. Efter castingen gik der flere uger, før jeg fik svar på, om jeg var kommet med i programmet. HELDIGVIS blev jeg ringet op med gode nyheder, for jeg var nemlig gået videre og var nu en del af Sukkerchok-holdet 2018. Nu stod den altså på intens træningslejr i slik og desserter, som jeg aldrig havde lavet før.

_DSC9459.jpg

Nu tilbage til program 1. Vi fik besked om, at programmerne ville komme til at bestå af to runder. Først en bunden opgave, som vil blive givet i studiet og en fri opgave, som vi kunne forberede hjemmefra. Vi havde til opgave at lave 12 stk. fyldte chokolader, der skulle fortælle noget om os selv. Jeg havde faktisk aldrig prøvet at lave fyldte chokolader før, så jeg øvede det over 10 gange, før jeg var tilfreds med resultatet. Men hvad skulle chokoladerne fyldes med? Jeg blev hurtigt inspireret af skoven. Jeg er født og vokset op på en lille skovvej hjemme hos mine forældre, hvorfor jeg tænkte, at det var oplagt. Jeg tænkte med det samme på birkebark, fordi jeg engang på en restaurant har fået en is, der var lavet på birkebark. Den smagte helt fortryllende. En smag, der er svær at definere og som kunne være sjov at arbejde med på andre måder. Derfor prøvede jeg mig frem og lykkedes med at få smagen af birkebark trukket ud i en hvid chokoladetrøffel. Dertil ville jeg have noget syre ind i chokoladerne, så jeg plyndrede min mosters have for ribs.

Efter intens træningslejr i fyldte chokolader, var der ikke længe til første program. Jeg var især spændt på og glædede mig til at skulle møde de andre ni deltagere i programmet, der var mindst lige så vilde med det søde køkken, som jeg. Jeg kom derover dagen før og skulle bo i en lejlighed sammen med Isabella. Her mødte jeg den første deltager. Det var vildt mærkeligt at skulle bo med en, jeg ikke kendte, men det viste sig det modsatte. Vi købte en pizza og snakkede ellers bare om programmet, slik, desserter og kage. Det var super hyggeligt, og vi var meget spændte på, hvordan det hele skulle gå.

Isabella og jeg stod tidligt op, gjorde os klar og gik derefter hen mod studiet, hvor det hele skulle ske. Her mødte vi de andre deltagere, der heldigvis viste sig at være helt vildt skønne. Det er altid dejligt at møde mennesker, der deler den samme hobby som en selv. Der blev snakket på kryds og tværs, og vi prøvede ihærdigt at gætte på, hvem dommerne mon var.

Sukkerchok teaserfoto.jpg

Vi vidste allerede, at sødeste Lene Beier skulle være vært. Men hvem var dommerne? Det fandt vi ud af lige før, at første runde skulle starte. Det viste sig at være Morten Heiberg og Marie Holm, der udgjorde et fremragende dommerteam.

I den første runde skulle vi arbejde i par om at lave 20 perfekte trøffelkugler med bladguld. Det var en hamrende svær opgave, men det hjalp at arbejde sammen med Lis, der altid er i godt humør. Vi havde de skide sjovt sammen. Den største udfordring var at få bladguldet over i vandet og dernæst over på trøflerne. Selvom guldkuglerne ikke blev perfekte, så nåede vi i mål og havde det sjovt. De rakte til en fjerde plads i et ellers meget tæt løb.

_DSC8512.jpg

I anden runde, hvor vi skulle lave fyldte chokolader, gik det straks bedre. Jeg er et meget struktureret menneske, så jeg elsker at have kontrol og kendskab til, hvad jeg laver. Og det havde jeg, næsten, i denne udfordring. Dommerne spurgte meget ind til birkebarken. Morten Heiberg spurgte, om jeg var klar over, at birkebark kunne komme til at smage af tjære. Der gik jeg lidt i panik (for det anede jeg ikke noget om) og måtte ellers håbe på, at det ikke blev tilfældet.

_DSC9096.jpg

Det var et meget tæt løb, men jeg var så heldig at hive det første uge-vinder trofæ hjem. Vigtigst af alt, så var det en sjov oplevelse at være med til, som jeg heldigvis kan være en del af igen i næste uge.

Martin.jpg

Foto: Per Arnesen/ TV 2