Hjemmelavede luksus skumfiduser eller marshmallows. De her er et hit, og hvis du spørger mig, så er de her hjemmelavede skumfiduser 100 gange bedre, end dem man kan købe. De er luftige, seje og smager helt fantastisk. Jeg har lavet 2 versioner: én slags med hindbær og ruby chokolade og en anden slags med vanilje, mørk chokolade og havsalt. Hvilke smagskombinationer er du mest til? Jeg har svært ved at vælge, så du kan, ligesom jeg, dele portionen op og lave begge slags. Der bliver ca. 16-18 store luksus skumfiduser af denne portion.
Skumfidusmasse
- 330 g. sukker
- 150 g. glukosesirup
- 100 g. vand
- 9 blade husblas
- 170 g. æggehvider (ca. 4 store æggehvider)
- 20 g. sukker
- 200 g. flormelis (til at rulle skumfiduserne i)
Kog sukker, glukosesirup og vand op i en gryde. Sukkerlagen skal varmes op til 117 grader. Læg imens husblas i blød i koldt vand. Når sukkerlagen er 117 grader varm, tages den af varmen. Vrid husblassen for vand og dump den ned i sukkerlagen. Rør det godt sammen. Pisk æggehvider og 20 g. sukker til en skummende masse. Hæld nu sukkerlagen i en tynd stråle ned i de piskede æggehvider, imens der piskes på fuld drøn. Lad massen piske videre i 15-20 minutter, til massen også er kølet ned.
Hindbær og ruby
- 3 spsk. frysetørret hindbær
- 200 g. ruby chokolade
Vanilje, mørk chokolade og havsalt
- 1 vaniljestang eller 1 tsk. vaniljepaste
- 200 g. mørk chokolade
- 1 tsk. havsalt
Når massen er pisket færdig, deles den i to skåle, hvis du vil lave begge slags. Vend de frysetørrede hindbær i den ene og vaniljepaste eller vaniljekorn i den anden. Find en sprøjtepose med en stjerne tyl, og kom skumfidusmassen heri. Gør en bradepande klar med et stykke bagepapir, og drys nu hele pladen med flormelis gennem en sigte. Dette gør, at skumfiduserne ikke klistrer fast. Sprøjt nu skumfiduserne ud. Du kan vælge at sprøjte dem ud som fuglereder (ca. 6 cm i diameter), ligesom jeg har gjort eller bare som små toppe – kun fantasien sætter grænser. Sigt flormelis over til sidst, så alle skumfiduserne er helt dækket til. Dette er vigtigt, så skumfiduserne kan tørre på ydersiden. Lad dem nu stå og tørre i 2-3 timer eller gerne til dagen efter ved stuetemperatur. Når de er tørre fjernes det overflødige flormelis forsigtigt. Nu skal chokoladen tempereres til 31-32 grader. Dyp halvdelen af skumfidusen i chokoladen – kom evt. chokoladen over i et lille glas, så kan det være nemmere at dyppe dem. Hindbærskumfiduserne dyppes i ruby chokoladen, efterfulgt af et lille drys frysetørret hindbær, mens vaniljeskumfiduserne dyppes i den mørke chokolade, efterfulgt af et lille drys havsalt. Nu er de klar til at blive spist. Rigtig god fornøjelse 🙂
Min masse er helt flydende 🤔 hvad kan jeg have gjort forkert? 😅
Kan du ikke lave en video af, når du laver dem?
LikeLike
Hej Andrea. Det kan være flere ting. Du skal sørge for at piske massen længe nok, ind til den er fast nok til at blive sprøjtet ud. Det er også vigtigt, at sukkerlagen har en temperatur på 117 grader 😉. Jeg har en video på youtube, hvor jeg laver skumfiduser med appelsin. Bare søg på Wiesekager Skumfiduser. Håber det hjalp – ellers skriv endelig!
Mvh Martin
LikeLike
Uh dejen blev super lækker, flot og blank, men desværre for tyk og klistret til at kunne sprøjte den. Min pose revnede og var i det hele taget virkelig, virkelig fed og klistret. Smagen er fin, selv om de ikke er tørret helt op.
LikeLiked by 1 person
Hej Susanne! Hvor dejligt, at du har været igang og kan lide dem 😉 Måske den er blevet for kold, så husblassen har noget at sætte sig? Så kan det nemlig være svært at nå at sprøjte dem ud.
Kh Martin
LikeLike
Hej! Jeg overvejer at lave disse til mit bryllup 🙂 hvor længe kan de holde sig? Skal de på køl? (Æg).
LikeLike
Hejsa! Det lyder vel nok som en god idé 😉 De kan sagtens holde sig i et par uger. De skal ikke på køl, men opbevares ved stuetemperatur.
Kh Martin
LikeLike