Påskeæg med Nougatcrunch

Nip og jeg har lavet marcipanpåskeæg i lange baner! Der kommer altså bare noget godt ud af det, når to passionerede kagehjerner går sammen i det søde køkken. De her påskeæg er med marcipan og en midte af nougat og nøddecrunch! Til sidst er de rullet i mælkechokolade og pyntet med striber af mørk chokolade og nøddecrunch. Jeg er normalt ikke god til rå marcipan og nougat, men de her er ikke til at stå for. De er håndlavede og tilsmagt med kærlighed :-). Her får I opskriften – der bliver ca. 12 store påskeæg af denne opskrift.

Ingredienser 

  • 50 g. sukker
  • 100 g. mandler
  • 150 g. nougat
  • 200 g. marcipan
  • 100 g. mælkechokolade
  • 30 g. mørk chokolade

Varm sukker på en pande ved svag varme, til det er en gylden karamel. Kom mandlerne på panden og rør rundt. Hæld blandingen ud på et stykke bagepapir og lad det køle af. Når de karameliserede mandler er kølet af, hakkes de fint med en savtakket kniv eller i en minihakker. Smelt nu nougaten over et vandbad eller i en mikroovn. Bland det sammen med nøddecrunchen (gem lidt nøddecrunch til at pynte påskeægget til sidst) og kom massen i køleskabet. Når den er helt kold, rulles massen til små kugler, der efterfølgende skal overtrækkes med marcipan.

Vej ca. 25 g. marcipan af til hvert påskeæg. Flad marcipanen ud og kom en nougatcrunch-kugle på. Fold nu marcipanen rundt om nougaten, så den er helt dækket med marcipan, og form den til et påskeæg.

Nu skal du temperere chokoladen til 30-31 grader og rulle nougat-æggene heri. Lad dem tørre på et stykke bagepapir. Smelt lidt mørk chokolade, kom det i en sprøjtepose og dekorér påskeæggene med fine striber. Drys til sidst med lidt af nøddecrunchen. Nu er de klar til at blive spist! Rigtig god fornøjelse :-).

img_6141.jpg

img_6144-1.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA