Brownie med skumfidus og chokolade

Brownie med skumfidus og chokolade! Der har været mange gode bud på, hvad disse små kager skulle hedde. Triple joy hedder de for nu. Jeg har længe tænkt på, hvordan jeg kunne få skumfidus ind i en kage, og nu er det lykkes. De her hapsere består af en konfektagtigt browniebund, syrlig hindbærskumfidus og ruby chokolade. Brownien kan sagtens laves og spises, som den er, men skumfidus og chokolade tager den altså op på næste niveau, hvis du spørger mig! Du kan vælge og lave den her variation med hindbær og ruby chokolade, men du kan også lave en med lakrids og karamelisseret chokolade. Der bliver ca. 12 kager af denne opskrift, alt efter, hvor store du laver dem.

Brownie

  • 4 æg
  • 6 dl sukker
  • 2 tsk vaniljesukker eller korn fra 1 vaniljestang
  • 200 g. smør
  • 3 dl. mel
  • 8 spsk. kakaopulver
  • 2 knivspids salt
  • 200 g. chokolade (gerne halv mørk og lys)

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Smelt smørret i en gryde og lad det køle en smule af. Hak chokoladen groft, og vend det sammen med en lille skefuld af melet (det forhindre chokoladestykkerne i at falde til bunds). Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til en lys og luftig masse. Sigt og vend mel, kakaopulver og salt ned i æggesnapsen. Vend så den afkølede smør ned i dejen og til sidst den grofthakkede chokolade. Kom dejen i et ovnfast fad (mit fad var ca. str. 29*36 cm), der er smurt med smør eller beklædt med bagepapir, og bag kagen i 25-30 minutter ved 175 grader i en varmluftsovn. Lad brownien køle helt af, gerne lad den stå til dagen efter, så bliver den faktisk bedst. Skær nu firkantede snitter ud på ca. 4*10 cm, eller mindre, hvis du ønsker det.

Skumfidusmasse

  • 330 g. sukker
  • 150 g. glukosesirup
  • 100 g. vand
  • 9 blade husblas
  • 170 g. æggehvider (ca. 4 store æggehvider)
  • 20 g. sukker
  • 3 spsk. frysetørret hindbær (eller 2 spsk. lakridspulver)

Kog sukker, glukosesirup og vand op i en gryde. Sukkerlagen skal varmes op til 117 grader. Læg imens husblas i blød i koldt vand. Når sukkerlagen er 117 grader varm, tages den af varmen. Vrid husblassen for vand og dump den ned i sukkerlagen. Rør det godt sammen. Pisk æggehvider og 20 g. sukker til en skummende masse. Hæld nu sukkerlagen i en tynd stråle ned i de piskede æggehvider, imens der piskes på fuld drøn. Lad massen piske videre i 15-20 minutter, til massen også er kølet ned. Når massen er pisket færdig vendes frysetørret hindbær i. Kom skumfidusmassen op i en sprøjtepose med en stjernetyl, og sprøjt nu små kys ud på browniestykkerne. Lad kagerne tørre en halv time, inden du overtrækker dem i chokolade. Hvis du ikke vil overtrække dem i chokolade, kan du evt. hurtigt flambere skumfidusen med en gasbrænder, sådan får du smagen af ristede marshmallows frem!

Har du meget skumfidusmasse tilbage, kan du sprøjte dem ud og vende dem i flormelis og lade dem tørre i et par timer. Så har du de lækreste skumfiduser!

Chokoladeovertræk

  • 350 g. ruby chokolade (eller gold)
  • 70 g. kakaosmør

Fordel kagerne på en rist med et stykke bagepapir under. Nu skal du smelte og temperere chokoladen og kakaosmørret sammen til ca. 31-32 grader. Kakaosmørret gør, at chokoladen bliver mere flydende. Hæld forsigtigt chokoladen over kagerne, genbrug evt. det overskydende chokolade, der er faldet ned på bagepapiret. Du kan også være kreativ og dyppe halvdelen af browniehapserne i chokoladen. Kom kagerne over på et stykke rent bagepapir og lad dem tørre. Nu er disse lækre kager klar til at blive spist 🙂

img_4070_facetune_05-06-2019-01-47-31-e1559893679693.jpg

E37216E4-BC34-44B8-B85B-08FAB1028CFB.JPG

IMG_4071_Facetune_05-06-2019-19-45-30

img_4064_facetune_05-06-2019-01-23-29.jpg