Passionsvingummier

Har du prøvet at lave dit eget slik? De her hjemmelavede vingummier med passionsfrugt og citron smager helt fantastisk, og så er de utroligt nemme at lave. De kan spises, som de er, eller bruges som et element i en dessert. Jeg plejer at give min lille nevø en pose af dem, og han ELSKER dem. Du kan også vælge at lave vingummi sammen med skumfidus som spejlæg. Jeg har brugt silikoneforme til at få små og runde vingummier, men du kan bruge lige den form, du har lyst til. Der bliver ca. 40-50 vingummier af denne portion.

Passionsfrugtvingummi

  • 2,5 dl sukker
  • 0,5 dl. glukosesirup
  • 1 dl. vand
  • 12 blade husblas
  • 2 dl. passionsfrugtsaft eller sirup
  • 1 citron
  • 1 spsk. smagsneutral olie
  • 200 g. maizena

Kog sukker, glukosesirup og vand op i en gryde i ca. 15 minutter. Udblød husblas i koldt vand. Når sukkermassen er færdig med at koge, tages den af varmen. Tilsæt nu passionsfrugtsaft eller sirup. Smag til med citronssaft. Lad massen køle af til ca. 80 grader, vrid husblas fri fra vand og smelt den i den lune vingummimasse. Smør silikoneforme eller én stor firkantet form med lidt smagsneutral olie, så de er nemmere at få ud. Fordel vingummimassen i formene. Sæt vingummierne på køl i et par timer eller til dagen efter.

Kom maizena i en ren skål og fordel vingummierne heri. Hvis du bruger en stor firkantet form, skal du skære dem ud i mindre firkanter med en skarp kniv, inden du kommer dem ned i maizenaen. Lad dem ligge i maizena i et par timer eller gerne til dagen efter. Kom til sidst vingummierne over i en si, og sigt alt maizenaen fra. Nu er vingummierne med passionsfrugt klar til at blive spist.

DSC00944