Nip og jeg har endeligt fået tid til at bage sammen igen, og vi elsker det! Vi har lavet de lækreste lagkagesnitter. De består af lagkagebunde med et twist af matcha, en frisk hindbærmousse og limemousse på toppen. Det er en let og syrlig smag, som vi synes er helt fantastisk. Du kan sagtens bruge en anden mousse – f.eks. chokolademousse, hvis du ikke er til hindbær eller lime. Snitterne er pyntet med rubychokolade, lidt matchapulver og friske hindbær. Vi har brugt denne form, og fik omkring 20 lagkagesnitter ud af denne portion. Rigtig god fornøjelse!
Lagkagebunde:
- 8 æggehvider
- 8 æggeblommer
- 120 g. sukker
- 2 tsk. vaniljepaste eller vaniljesukker
- 120 g. hvedemel
- 10 g. matchapulver
- 1 tsk. bagepulver
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Pisk æggeblommer med sukker og vanilje til en tyk og luftig æggesnaps. Pisk herefter æggehviderne stive – pas på de ikke piskes for længe og bliver knoldede. Sigt mel, matcha og bagepulver ned til æggesnapsen og vend til sidst de piskede æggehvider i forsigtigt og af flere omgange. Spred dejen ud på en firkantet springform, der er beklædt med bagepapir i bunden. Bag bunden i 10-12 minutter. Når bunden er gylden og færdigbagt, skal den køle af.
Når lagkagebunden er helt kold, skæres den forsigtigt fri langs kanten og deles i 2 med en savtakket kniv. Vask formen, læg bagepapir i bunden og kageplast i kanten af formen. Placér nu den første bund i formen.
Hindbær-ribssmousse:
- 8 blade husblas
- 450 g. hindbær
- Saft af 1 citron
- 1,5 tsk. vaniljepasta
- 100 g. sukker
- 5 dl piskefløde
- 1 dl A38
Læg husblas i blød i koldt vand. Kog hindbær, citronsaft, vaniljepasta og sukker op og lad det simre i ca. 5-7 minutter. Stavblend og si det til en flot rød sirup og smelt husblassen heri. Lad det køle til stuetemperatur. Piskefløde piskes til en let flødeskum og A38 piskes med. Vend sirupen i, lidt af gangen. Hæld moussen over bunden og sæt kagen på køl i ca. 10 minutter og læg herefter den anden bund på. Kagen sættes på køl igen.
Limemousse:
- 5 limes
- 5 blade husblas
- 5 dl. piskefløde
- 2,5 dl. A38 0,5 %
- 1 stor, god vaniljestang (kan erstattes med vaniljepaste)
- 150 g. sukker
Kom husblas i blød i koldt vand. Riv skallen fra limes, og kom den nede i en skål sammen med A38. Varm sukker, limesaft og vanilje op i en gryde til sukkeret er smeltet. Vrid husblassen fri for vand, og dump den ned i den varme limesirup. Lad den køle et øjeblik. Pisk imellemtiden fløden til en let skum. Bland nu først lidt A38 sammen med limesiruppen af et par omgange. Herefter vendes lidt af fløden i, og til sidst vendes hele molevitten op i piskefløden. Vend forsigtigt det hele sammen til en ensartet masse.
Kom moussen over den sidste lagkagebund. Kom den store lagkage på køl natten over eller minimum 3 timer til mousserne har sat sig helt.
Når lagkagen er helt kold og har sat sig, er det tid til at skære snitterne ud. Find en skarp kniv og en skål med kogende vand. Befri kagen fra springformen og kageplasten. Dyp kniven i kogende vand, tør den af i et rent viskestykke og skær lagkagesnitter ud. Pynt lagkagesnitterne med et drys matchapulver, chokoladesnirkler og friske hindbær.
Lækkerier fra Århus:-)
LikeLike
😍😍🙌
LikeLike