Den her citrusroulade er ikke til at stå for. Jeg elsker roulade, fordi det bare smager sindsygt godt og er helt vildt nemt at lave. Citrusrouladen består af en luftig vaniljebund, en syrlig og frisk lemoncurd og en cremet og sød creme med hvid chokolade. Jeg har pyntet rouladen med fileter af appelsin, grapefrugt og citron! Der bliver cirka til 8 personer i denne opskrift.
Hvid chokoladecreme
- 110 g. hvid chokolade
- 3 blade husblas
- 3,75 dl piskefløde
Hak den hvide chokolade og kom den i en ren skål. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 20 minutter. Varm piskefløde op til lige under kogepunktet. Kom den varme fløde over den hakkede chokolade af to omgange – rør rundt med en dejskraber til alt chokoladen er smeltet. Kom nu din husblas i den stadigt varme chokolademasse. Kom hele molevitten op i en ren skål og dæk massen til med husholdningsfilm, så det rører chokolademassen (sådan undgår man, at der dannes kondens). Kom nu skålen med cremen i køleskabet. Her skal den stå i mindst 2 timer, til den er helt kølig – gerne til dagen efter.
Når cremen er helt gennemkold, kommer du den i en ren skål og pisker den luftig. Vær forsigtig her, for hvis du pisker den for længe, vil cremen skille. Nu er den klar til at komme i rouladen.
Lemoncurd
- 1 blad husblas
- 70 g. rørsukker
- 4 økologisk citron
- 1 æg
- 50 g. smør
Læg husblas i blød i koldt vand. Kom citronsaft og skal, sukker og æg op i en gryde ved middel varme. Pisk under varme til massen begynder at tykne – det tager ca 10 minutter. Tag gryden af varmen og kom smørret i. Rør det godt sammen, så smørret smelter ud i citronmassen. Vrid husblassen for vand, og smelt den ned i lemoncurden. Kom nu lemoncurden i en skål og på køl i en halv times tid, til den er helt kold.
Rouladebund
- 3 æg
- 120 g. sukker
- 2 tsk. vaniljepaste eller vaniljesukker
- 120 g. mel
- 1 tsk. bagepulver
Pisk æg, sukker og vanilje til en tyk og luftig masse. Sigt mel og bagepulver ned i æggesnapsen, og vend det forsigtigt sammen. Fordel dejen jævnt ud på en bradepande med beklædt med bagepapir. Rouladebunden bages til den er let gylden i ca 5-8 minutter ved 200 grader i en varmluftsovn. Tag rouladebunden ud, og vend den forsigtig over på et andet stykke bagepapir, der er drysset med lidt sukker. Kom et fugtigt viskestykke henover, og lad den køle af.
Fordel først lemoncurden i jævnt udover hele rouladebunden, og derefter cremen med hvid chokolade. Rouladen skal rulles på den lange led, så husk ikke at smøre fyldet helt ud til kanten – ellers vil det flyde ud, når den rulles. Rul nu rouladen forsigtigt sammen. Stil den på køl i en times tid eller kort på frost. Skær kanterne til, så den står skarpt. Pynt med forskellige citrusfileter. Jeg har pyntet min med appelsin, citron, grapefrugt og lidt mynte.