Her får du opskriften på nem og lækker julekonfekt på kun 5 ingredienser, som med sikkerhed vil blive et hit i juleslikskålen. Kan du lide Toffee Cups? Så vil du med garanti kunne lide dem her – de smager faktisk 100 gange bedre (uden at lyve). Hapserne består af en sprød og chewy marcipankiks, karamel, chokolade og et lille drys salt. Jeg har valgt at bruge gold chokolade (karamelliseret hvid chokolade), men du kan bruge lige den chokolade, som du bedst kan lide. Der bliver 20-25 stk. af denne portion 🙂
Marcipankiks
- 150 g. marcipan
Tænd ovnen på 200 grader (varmluft).
Rul marcipanen ud mellem 2 stykker bagepapir eller med lidt flormelis til 3-4 mm tykkelse. Udstik marcipankiks med en rund udstikker, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i 5 minutter, til de er let gyldne. Lad dem køle af efterfølgende.
Karamel
- 150 g. sukker
- 40 g. smør
- 1 dl piskefløde
Kom sukker i en gryde, og smelt det ved lav varme, uden at du rører for meget i det. Når alt sukkeret er smeltet, fjernes gryden fra varmen, og smørret tilsættes. Rør det godt sammen, og sæt gryden over på blusset igen. Tilsæt nu fløden, og rør godt. Hvis karamellen klumper her, så fortvivl ej – den vil blive mere jævn og glat, jo mere den varmes op og røres i undervejs. Når karamellen er blevet jævn og tyk, tages den af varmen. Hæld karamellen over i en ren skål. Husk, at massen vil tykne, når den køles af. Lad fyldet køle helt af i skålen.
Fordel et lag karamel på hver marcipankiks og kom dem på køl, imens chokoladen smeltes.
Chokoladeovertræk
- 200 g. gold chokolade
- 1 tsk. salt
Temperer chokoladen i mikroovnen eller over et vandbad til 28-30 grader. Dyp karamelkiksene i den smeltede chokolade, eller pensl chokoladen på. Drys lidt salt ovenpå chokoladen. Lad hapserne tørre, og nu er de klar til at blive spist!
